• Øvelokale med playback

    giver mulighed for at skrue en lille smule ned og muligvis reducere chancen for skade på hørelsen.

Allerede for en del år siden sad jeg i mit øvelokale og øvede med musik ved trommesættet. Det var dengang i min mors stue.

Det blev til at jeg skulle bruge ørepropper og høre musikken for fuld smæk igennem højtalerne. Min mors fine højtalere fik en forholdsvis kort levetid, men blev godt brugt.

Senere fandt jeg ud af flere muligheder og kombinationer, tilsvarende den mængde teknologi der var til rådighed.

Det var følgende:
– Ørepropper og fuld smæk på højtalere
– Ingen ørepropper og musik igennem højtalere (kan ikke anbefales i længere tid)
– Tætsiddende og ikke-isolerede hovedtelefoner (udenpå ørene)
– Ørepropper inden i ikke-isolerede hovedtelefoner
– In-ear hovedtelefoner indeni beskyttelseshøreværn
– Isolerede hovedtelefoner
– Formstøbte isolerende in-ear monitors (også in-ear hovedtelefoner)

Disse er nogle af mulighederne for at spille med playback. Nogle af dem er direkte skadelige over længere perioder. Pas på med dem!


Efter at have prøvet lidt af hvert, har jeg i dag inddraget et par nye elementer.
– en mixer
– en mikrofon (jeg bruger en lille-membran kondensator mikrofon)

sammen med
– lukkede, isolerende hovedtelefoner eller in-ear hovedtelefoner

Med de elementer kan jeg dæmpe lydniveauet fra instrumentet og tilsvarende på den playback jeg skal bruge.


Når jeg øver i dag tager jeg i første omgang højde for hvad jeg skal øve. Herefter retter jeg til med hvad jeg skal bruge af dæmpning. Nogle gange skal der dæmpes meget og nogle gange overhovedet ikke.

Et eksempel:
Øvning af lilletromme-etude med tilhørende stortrommefigurer.
– Jeg ville øve figurerne igennem på øveplade
– Spille igennem ved sættet og bruge ørepropper/lukkede hovedtelefoner
– Når der er styr på figurerne vil jeg fjerne propperne og arbejde med dynamikken (svagt/kraftigt spil)

Et andet eksempel:
Øvning og aflytning af grundfigurer og bestemte fills og markeringer.
– Gennemlytning af musik uden instrument – Evt. notetagning
– Finde et behageligt niveau for playback og trommesæt
– Gennemspilning med grundfigurer
– Trinvis indarbejdelse af vigtige fills og markeringer


Setup’et har jeg monteret i en kuffert, så jeg kan bruge det i mit øvelokale, har mulighed for at bruge det i undervisnings- eller øve-situationer samt tage mixeren med på job.

I kufferten har jeg altid et kabel med stereo mini-jack (3,5 mm Tip-Ring-Sleeve) til to mono jack (6,5 mm). Så har jeg mulighed for at tilslutte alt, fra en computer til en Walkman (old school!).

Billederne ovenfor er eksempler på hvordan et setup i øvelokalet kan se ud.

Følgende udstyr er brugt:
Hovedtelefoner (Beyer Dynamics DT 770M, 35dB dæmpning, volumenknap på ledningen)
Mixer (Yamaha MG10XU, effektmaskine, kompressor, USB udgang – unødvendigt i dette eksempel)
Trommesæt (nødvendigt)